Kemo-dagbog #1

Sådan føles det at have brystkræft…

…i hvert fald for mig.

Hvis man ser på det sådan helt lavpraktisk kan jeg overhovedet ikke mærke, at jeg har kræft, hvilket i sig selv er ret skræmmende at tænke på. Og det er på trods af, at jeg altså har en tumor, der fylder det meste af mit højre bryst, og som med stor sandsynlighed har siddet der de sidste 3-4 år. Lægerne mener, at det muligvis er “skudt i gang” af min graviditet i 2014.

Min tumor vokser ved tilstedeværelse af østrogen, og en gravid krop er sprængfyldt med østrogen, så det giver meget god mening. Ydermere har jeg læst, at et spædbarn som regel ikke vil amme på et bryst der har cancer. Min tumor sidder i to mælkekanaler lige ved brystvorten, og da min søn var akkurat lige så glad for det højre som det venstre bryst, er det nærliggende at tro, at det først har udviklet sig efter amningen stoppede i 2015.

Jeg har hverken været mere træt, mere syg, mindre sulten eller tabt mig. Der har ingen indikationer været ud over en hævet lymfe og knuden i brystet – selv mine blodprøveværdier er helt normale, fordi kræften stadig “kun” sidder lokalt ved brystet, og derfor ikke er målbar i blodet.

Så det er enormt mærkeligt at få at vide “du har kræft, og du er alvorligt syg”, når man slet ikke kan mærke det. Jeg har i forbindelse med hele diagnoseforløbet naturligvis været ekstremt presset psykisk, og det har givet sig til kende ved øget hovedpine, mindre appetit, uro i kroppen og svært ved at overskue ting. Men jeg har ingen fysiske symptomer haft, der kunne relateres til selve kræftsygdommen.

Det er jo de færreste mennesker der ønsker at dø, men jeg tror det gør noget helt særligt, når man bliver diagnosticeret med en alvorlig sygdom og samtidig har et lille barn. På en eller anden måde tager “overlevelsen” over. Ikke kun min egen, men også min søns. Jeg skal være der for at han kan overleve – både fysisk og psykisk. Jeg skal være der for at lære ham alt om livet. Om kærlighed, lære ham om farer, lære ham at være et godt menneske, der kan udvise empati, lære ham om glæden ved livet, og lære ham at livet ikke altid går som man vil have det, og at det også er ok. Jeg skal lære ham, at alle mennesker desværre ikke altid vil en det bedste, og jeg skal lære ham om sorg, og at livet som regel går op og ned og lære ham at trives i det, og jeg skal give ham gode værdier og tusind andre ting. Alt sammen noget der ruster ham som menneske, og jeg nægter at forlade ham før vingerne er vokset ud, og han er klar til at flyve ud i verden på egen hånd.

Det første jeg tænkte da jeg fik diagnosen var “fuck jeg skal dø!”. Næste tanke var “fuck min søn må ikke miste sin mor”. Tanken om, at han kunne miste mig gjorde mig panisk og ulykkelig, og fyldte lige så meget som angsten for selve sygdommen. Og hvad fanden er det, der sker med universet, når en mor til en 4 1/2-årig får kræft. Hvad var det lige, der gik galt der? Bare jeg får lov til at blive 60 år og så kan jeg dø som et brag bagefter. Jeg er ligeglad. Jeg vil bare være her NU! Havde det ikke været for ham er jeg ret sikker på, at jeg var gået fuldstændig ned med flaget, havde gemt mig langt ned under dynen og haft ondt af mig selv.

Jeg har for altid afskaffet mine tidligere flittigt brugt sætninger “der er en mening med alting” og “det er skæbnen”, især når en situation på trods af noget dårligt endte gunstigt. Røv og nøgler, gu fanden er der ikke nogen mening med, at en ung kvinde skal få kræft eller at et lille barn skal miste sin mor. I min verden er alt tilfældigheder, og så besluttede jeg mig for, at uanset hvor mange dage jeg havde tilbage at leve i….om det var 200, 2.000 eller 20.000, så skulle hver dag være god. Jeg bliver jo ikke mere rask af at sidde derhjemme og græde, og det gavner da slet ikke min søn og hans fysiske og psykiske velbefindende. Så det er min mission – lev og nyd livet, som om hver dag er den sidste.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kemo-dagbog #1