Mit hår er faldet af!

Goddag til karseklip og paryk…

Som jeg fortalte den anden dag, reagerer mit hår nu for alvor på kemoen, som jeg fik for 2 1/2 uge siden. På et døgn har jeg tabt 200 gram hår. Det lyder måske ikke af så meget, men jeg kan fortælle dig, at det rent faktisk er sygt meget hår. Jeg blev bare ved med at kunne hive det af i større og mindre totter uden at det på nogen måde gjorde ondt. Det sad bare fuldstændig løst.

Så i søndags tog jeg konsekvensen efter at være blevet godt tyndhåret fortil i pandehåret, og efter jeg stod tilbage med en sølle, tjavset hestehale, der var reduceret til 1/10 af hvad den plejede at være. Så jeg blev klippet kort. Mere præcist karseklippet….ikke kønt, men egentligt meget sødt. Måske en helt kort trimning havde gjorde mig bedre og lidt mere “bad ass” at se på, men man anbefaler, at man ikke trimmer håret helt ned, da det kan give problemer med infektioner i hovedbunden.

Min søn var med til at klippe mit hår af. Det havde de faktisk anbefalet os at gøre på sygehuset, især for at han bedre kan følge med i sygdommen og ikke pludselig og helt uventet møder mig skaldet i døren, når han kommer hjem fra børnehave. Jeg understregede forinden over for ham, at han lige skulle huske, at det altså både ville være den første, men også den sidste gang han ville få lov til at klippe mor. Han sagde ja, og tog glad saksen og gik uden instrukser målrettet i gang. Han klippede meget koncentreret indtil jeg var endt op med en kort page. Derefter hjalp min mand mig med at trimme alt håret ned, mens han på halvvejen ikke kunne dy sig for at lave en laber bundesliga-klip på mig. Mænd, altså. Men også ret sjovt.

Og så trillede tårerne. Både mine og hans. Det var så grænseoverskridende for mig at få klippet mit hår af, når jeg reelt ikke havde lyst til det. Og det var ubehageligt for ham, fordi han nødtvungent skulle hjælpe mig med at fjerne noget, som han ved jeg elsker meget meget højt. Følelsen kom lidt bag på mig.

Jeg tørrede øjnende og kiggede mig i spejlet. Det var voldsomt at se, hvordan jeg så ud bagefter. Håret stod 2 cm langt og strittede ud til alle sider. Jeg tænkte: “Guuuud jeg ser syg ud! Og hvorfor stritter det sådan….kan man mon lægge det ned…?”. Og så tænkte jeg, at jeg så enormt økologisk ud…og også lignede lidt en trold. Men samtidig kunne jeg godt se igennem det uskønne og se, at jeg også så meget sød ud, på sådan en helt speciel måde. Og det kunne min mand heldigvis også, og han sagde, at jeg så vildt dejlig ud. Jeg bliver dog alligevel rigtig trist af at se på det billede, som jeg tog umiddelbart efter klipningen, fordi jeg ser så bundulykkelig og skrøbelig ud.

Og når man står der med håret klippet af, så er man bare blevet en helt specielt type at se på. Udtrykket er så stærkt, at uanset hvordan min makeup bliver lagt eller hvad for noget tøj jeg tager på, så har mit hår allerede defineret min type. Og det er en type, jeg ikke umiddelbart har det så godt med at være – i hvert fald når jeg befinder mig i det offentlige rum. Jeg kan rumme det, når jeg er herhjemme, eller når jeg er sammen med andre, der er i samme situation som mig. Men at skille mig så meget ud, som man gør når man er skaldet, det er for selv en ekstrovert og selvsikker person som mig lige en tand for meget.

2 kommentarer

  • Birthe Emilie Juhl

    Kæreste Lone.Det må være meget svært at miste håret.Jeg havde frygten for kemo af samme grund.Jeg gik fri .Jeg har set en bragende flot modeopvisning her på tv.Supert lækkert tøj,flot sminkede modeller og de var smukke,meget smukke.Ved du hvad de også var? Cancer patienter og alle skaldede.Man havde simpelthen valgt at vise at man godt kan være smuk og føre sig frem selvom.Lone

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kære Bitte. Det at miste håret er virkelig underligt. For da jeg fik at vide jeg havde kræft og skulle have kemo synes jeg det var helt forfærdeligt. Men når man så er i det så bliver det sekundært og i princippet lige meget. For man vil bare være rask. Og det er faktisk også lidt sjovt at prøve at se dig selv som skaldet. Så det er en blandet følelse jeg har omkring det. Det hårdeste var da det skulle klippes af og der græd jeg men siden da har jeg ikke været trist pga det. Sikken en skøn ide med det modeshow :0) kæmpe knus Lone

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mit hår er faldet af!