Kemoterapi – 1. gang

Det er blevet torsdag den 6. juni 2019 og dagen for min første behandling med kemoterapi. Kl. 9 samme morgen har jeg taget de 3 kvalmestillende piller, jeg fik udleveret dagen før.

Da mig og min mand kommer op på afdelingen kl 11 bliver vi taget godt imod af den samme sygeplejerske, som var med til info-mødet om kemoterapi dagen før. De forsøger så vidt muligt, at det er de samme læger og sygeplejersker, der behandler en hver gang, hvilket jeg synes er rigtig rart.

Jeg er ret nervøs, men det er mest for at få lagt venflon (drop) fordi jeg hader nåle. At jeg skal have gift til at løbe ind i årerne på mig er på en eller anden måde sekundært, og gør mig ikke så bange.

Jeg bliver vist ind på en hospitalsstue og sætter mig til rette i sengen.

Jeg skal have to forskellige slags kemo. Det første er en lille pose med rød væske. Det er meget vigtigt, at mit drop ligger rigtigt, for hvis den røde kemo løber ved siden af kan det give omfattende vævsskader i armen. Sygeplejersken stikker nålen ind og får lagt droppet på siden af håndleddet næsten smertefrit. Hun sætter saltvand til og tjekker at det løber som det skal. Det gør det.

Derefter bliver den røde pose sat på drop-stativet, hvorefter den røde væske hurtigt finder vej gennem den gennemsigtige slange, der starter ved kemo-posen og ender ved droppet i mit håndled. Som på en vigtig mission (og det er det jo) suser den røde væske ufortrødent videre forbi droppet og ind i min krop, uden at jeg kan mærke noget.

“Husk, at kemoen er din ven!” siger sygeplejersken. Jeg griner og tænker ja, det kan jeg indtil videre jo kun give hende ret i. Jeg tør i hvert fald ikke tage den alternative udvej og sige “nej tak”. Jeg kigger smilende over på min mand, der trods min glæde sidder med tårer i øjnene. Det er hårdt for ham at se mig med slanger over det hele. Det bliver for ham i situationen meget tydeligt rent visuelt, at jeg er alvorligt syg. Jeg klemmer hans hånd, mens vi indforstået kigger på hinanden med et “det skal nok gå”-blik.

Da den første røde pose er løbet igennem skal der skylles igennem med saltvand, og så bliver nr 2 pose sat til. Det er en klar væske. Den kører lige så hurtigt igennem slangerne, og giver en fornemmelse i næsen som om jeg har spist noget stærk sennep eller peberrod, men ellers mærker jeg ikke noget.

Mens jeg sidder i sengen bliver jeg endnu en gang informeret om de mest almindelige bivirkninger, der vil indtræde 4-6 timer efter jeg har fået kemo.

Jeg får også oplyst at det er vigtigt, at jeg kontakter hospitalet omgående, hvis jeg får feber (38,5). Kemoterapien nedbryder mit immunforsvar, hvilket gør at jeg nemmere får infektioner, og infektion for en kræftpatient i kemoterapi er lige så farligt som at få blodforgiftning, så i det tilfælde ville jeg skulle indlægges med det samme og have antibiotika.

Og så inden jeg får set mig om er jeg færdig. Jeg lunter ud fra hospitalet med en “nå, var det bare det”-følelse og sætter mig i solen og nyder, at jeg lige nu har det super godt.