5. dag efter operationen – nedturen

Som du nok har fornemmet, er jeg blevet ramt af nedturen. Det virker på de fleste – der kender lidt til det med kræft – at det er helt normalt at den kommer nogle dage efter operationen. Og det er da heller ikke fordi jeg naivt har gået og troet, at jeg ville gå fri, men jeg har bare været så fokuseret på de fysiske ændringer i min krop i forbindelse med operationen, at jeg for en stund har glemt alt om de psykiske.

Men i og med, at jeg siden min diagnose har gået “forebyggende” til psykolog, og efter omstændighederne har haft det rimelig godt psykisk, havde jeg troet, at det måske først kom på et senere tidspunkt.

Men jeg kan ikke ignorere, at jeg de sidste par dage har fået en slags menneske-allergi i form af, at jeg er blevet introvert og ikke orker at have samtaler med andre end de to nærmeste, som jeg allerede deler tag med. Jeg kan til nøds skrive sms’er, men tanken om et telefonopkald – selv med mine allerkæreste – virker totalt uoverskueligt og drænende.

På en måde er det fordi jeg ikke gider tale mere om mig selv, primært fordi jeg ikke aner hvordan jeg har det – og samtidig orker jeg ikke alt det forklar-mig-røv i relation til sygdommen, mine tanker, næste behandlingsskridt og bla bla bla. Og jeg orker ikke at høre de sikkert velmenende ord “det skal nok gå”, som det har irriteret mig grænseløst at høre på siden jeg blev syg. For gu fanden aner folk ikke om det kommer til at gå. Det gør lægerne ikke engang. De har en formodning. Men med kræft er der ingen garantier. Nogensinde. Jeg kan få det svar om 2 uger, at der var cancer i alle de fjernede lymfer i armen, og at det har spredt sig til resten af kroppen. Det forventer jeg ikke, men igen…det sker, og det kan lige så godt ske for mig. Der er masser af mennesker der dør af kræft hver dag. Også dem med små børn som aldrig burde forlade deres familie. Der er ingen retfærdighed, der sørger for at skåne mig og min lille familie. Kræft er ubarmhjertig. Den dræber mødre og fædre til små børn, og den dræber børn. Kræft er pisseligeglad!

Men jeg er jo det naturlige samtaleemne eftersom jeg lige har været igennem en stor operation, og det er jo selvfølgelig derfor folk ringer sødt og spørger hvordan jeg har det, og så kan man ikke rigtig sige, at det gider man ikke tale om. Så i disse dage er det mere overskueligt at forvandle omverdenens kærlige interesse til ubesvarede opkald.

Jeg blev ringet op af min søde sygeplejerske her til formiddag. Det var et planlagt opkald, hvor hun skulle ringe og “tjekke til krop og sjæl” for at bruge hendes egne ord. I morges kunne jeg slet ikke overskue, at jeg skulle tale i telefon med hende. Men da hun ringede tog jeg den, selvom jeg ikke havde lyst, og så sludrede vi om det hele, og jeg græd lidt og vi sludrede lidt mere og så græd jeg lidt mere. Og bagefter havde jeg det faktisk bedre. Hun bekræftede mig også i, at min reaktion er helt normal.

Jeg er begyndt at få mere følelse i det opererede område, hvilket både er godt og skidt, for det betyder at jeg får en del ubehagelige jag op i armhulen. Det er igen også helt normalt, fordi nervertråde er blevet skåret over under operationen, og det vil formentlig være noget, jeg kommer til at have fornøjelsen af et godt stykke tid endnu.