7. stråling – jeg føler mig som et stykke kød…

Det gik først rigtig op for mig i dag. At jeg nu for 7. dag i træk fuldstændig upåvirket smider trøjen foran 2-3 mennesker (både mænd og kvinder), og står med helt blottet bryst uden at tænke nærmere over det. Mig der altid har været så blufærdig i forhold til mine bryster. Jeg har aldrig solet mig topløs eller gået rundt og svinget med dem foran andre end mine allernærmeste.

Men nu. Det er som om jeg bare er blevet til et stykke kød – helt uden følelser. Noget kød der skal bestråles. På hospitalet er der hverken tid eller rum til at bekymre sig om følelserne inden i kødet. Jeg skal ind og ud igen på 20 minutter. Og hjertet er også irrelevant i denne sammenhæng – ud over at det ikke må blive bestrålet. Jeg kan huske, at jeg fik lyst til at græde en lille tåre under min allerførste strålebehandling. Jeg vidste ikke hvorfor, men måske fordi min underbevidsthed allerede dér opfattede det, jeg først forstod og følte i dag. I dag gjorde det mig bare ikke ked af det.

Og det er ikke fordi dem på stråleafdelingen er ufølsomme eller ikke behandler mig godt – tværtimod – det er bare sådan det er. Ind. Af med trøjen. Op på lejet. Rykke rundt på kødet til det ligger rigtigt. Tage billeder af kødet. Hold vejret. Bestråle kødet. Færdig. Op igen. På med blusen. Ud igen. Farvel og vi ses i morgen.