Det må blive i morgen…

“Det må blive i morgen…” – en sætning jeg den sidste tid har sagt til mig selv mange gange dagligt…

Den sætning er blandt andet skyld i, at vasketøjet først blev vasket 3-4 dage efter jeg havde lagt det i en kæmpe bunke til sortering foran badeværelset, at løbeturen også først blev løbet 4 dage senere end jeg havde planlagt, at den utilberedte mad lå urørt i køleskabet og der i stedet blev bestilt pizza til aftensmad, at beskeder og mails har været 2 uger om at blive besvaret, bestilling af en dyrlægetid har taget en måned osv osv osv.

Jeg kan bare ikke tage mig sammen til noget! Jeg ved ikke om det skyldes strålebehandlingen eller hvad det er… Eller om det bare skyldes en mætning af hele min helbredsmæssige situation… at jeg er ved at have fået nok, og snart ikke kan rumme flere ting, flere hospitalsbesøg, flere fysioterapeutbesøg, flere lymfødemterapeuter, flere aftaler med fagpersoner om kræft, flere øvelser jeg skal lave flere timer dagligt, flere dårlige nætter med gentagne hedeture og flere af alt muligt andet.

Og jeg burde jo kunne tage mig sammen, men det kan jeg bare ikke. Spørg mig ikke hvorfor…eller spørg mig i morgen!